Jans side

23/04 – 07

G’day

Saa er det ved at naerme sig enden paa vores rejse. En god uge mere og saa er vi tilbage paa dansk grund igen. Man maa sige at tiden flyver afsted naar man er paa farten og har travlt med at opleve de mange spaendende ting paa ens vej. Sidst jeg skrev herinde beklagede jeg min vidst en hel del over vores lange bustur til Darwin. Efter en dags tid var turen dog rystet ud af kroppen og vi var derefter klar til at se paa hvad Northern Territory har at byde paa. Darwin som er statens hovedstad var ikke en specielt spaendende by. Vi fandt et hostel paa byens hovedgade og det var som saadan udemaerket. En af de grunde til at vi ville hele vejen op til Darwin var for at se Kakadu Nationalpark. Vi fikderfor koebt os ind paa en 3 dags tur hos et af de (som altid fristes man til at sige) mange selskaber der tilbyder stort set de samme ture. Ca. 3 uger foer vi ankom til Darwin havde de haft noget helt forfaerdeligt vejr i Kakadu omraadet – der blev naevnt at det var noget af det vaerste vejr de havde set i 40 aar. Selvom regntiden deroppe godt kan give meget vand paa kort tid var dette uvejr bla. skyld i at en af de vigtigste broer for omraadet var skyllet helt vaek – en hel del mennesker var blevet evakueret og maatte hjaelpes ud med helikopeter. Der var action for alle pengene.

05/04 – 07

Hej igen derhjemme.

Det er vidst paa tide at forsaette med at fortaelle om vores oplevelser. Der er som i kan se gaaet lang tid siden jeg sidst skrev herinde og det betyder selvfoelgelig ogsaa at vi har oplevet en masse nyt. Sidst var vi paa vej til Noosa hvor vi ville proeve at ride paa boelgerne paa egen haand. Det hostel vi boede paa stillede surfbraet gratis tilraadighed og derfor var der jo ingen undskyldning for ikke at proeve. Vi stod temmelig tidligt op en morgen for at vaere sikker paa at der ville vaere 2 ledige braet til os. Heldigvis havde de lige 2 store begynder braet til os og saa var det elleres bare at komme ud i vandet. Da det stadig var tidlig om morgenen da vi kom ned paa stranden var der heldigvis ikke saa mange tilskuer til at grine af os. Det var jo kun vores andet forsoeg paa at surfe og derfor var vores stil endnu ikke saerlig god – mildt sagt. Gaapaamodet fejlede dog ingenting og derfor var det bare et spoergsmaal om at proeve igen og igen. Eftersom tiden gik blev vi da bedre og bedre – vi kom med jaevne mellemrum op at staa og selvom de booelger vi brugte ikke var store saa havde vi det fantastisk sjovt. Efter smaa 4 timer i vandet kunne vi ikke holde til mere og besluttede os for at stoppe mens legen var god. Det skal siges at det faktisk er temmelig haardt saadan at pladle rundt i flere timer, saa resten af dagen foregik i et meget afslappet tempo.

Lidt heldigt saa skulle der afholdes en professionel (longboard) surf tunering i Noosa og det blev vi jo noed til at kigge naermere paa. Der deltog folk fra hele verdenen i tuneringen som var en afdeling af worldcuppen i longboard. Vi fandt os et sted paa stranden hvor vi rigtig kunne lure teknikken af. Det er meget imponerende at se hvor gode teknisk de er til at kontrolere baade retning og fart. Det kan selvfoelgelig vaere svaert at se paa vores billeder hvor gode de var, men proev at forestille jer at de de kan gaa frem og tilbage paa braettet samtidig med at de surfer i fuld fart paa boelgen – ret fantastisk. Vi maatte indse at vores evner ikke kunne maale sig helt med deres og derfor saa vi bare beundret til. Alt hvad der foregik i Noosa omhandlede stortset surfing – dog er det ogsaa et af stederne hvor man kan blive koert direkte til Australian Zoo. Desvaerre for os saa var bussen fyldt op i naesten en uge frem. Vi kom derfor ikke ind i Zoo’en hvilket var meget aergeligt da vi kun havde hoert gode ting om den.

Vi maatte videre i programmet og naeste stop var Hervey Bay. Dette er byen hvor man sejler fra naar man skal ud til Fraser Island. Vi havde forinden snakket meget om hvilken form for tur vi skulle vaelge til at se Fraser. Der findes rigtig mange firmaer der tilbyder ture og det gjorde jo ikke valget nemmere. Fraser er jo en kaempe stor sandkasse og derfor er man noed til at koere i en 4 x4 for at komme rundt. Da vi begge gerne ville have mest tid bag rettet valgte vi at leje vores egen lille roede Suzuki istedet for at sidde 9 personer sammen i en stoerre bil. I Suzukien var der alt camping grejet vi skulle bruge saa det var bare med at komme afsted. Vi havde lejet bilen i 3 dage og i prisen var der ogsaa inkluderet faerge overfarten. Efter en lille briefing paa kontoret skulle vi skynde os afsted for at naa faergen. Vi var som altid daarligt forberedt og var derfor noedsaget til at lave et 5 minutters panik indkoeb af mad til de tre dage . Vi var den sidste bil der ankom til faergen, men heldigvis naaede vi det lige. Vores gamle bil var mildt sagt slidt i kanterne men da vi kom over paa oeen blev firehjulstraekket slaaet til og vi var klar til at koere over de foerste bakker i god stil. Paa Fraser Island findes der nogle virkelig flotte ferskvandssoeer – som i maaske kan fornemme paa billederne. Det var naturligvis ekstremt varmt og derfor skulle der ikke meget overtalelse til at springe i det flotte blaa vand. Faktisk er der ikke meget andet at lave paa Fraser end at koere off road og bade i soerne – hvilket passede os fint. Naturen derovre skifter meget og det ene oejeblik koere man inde i regnskoven og det naeste ovenpaa en kaempe bar sanddyne. Den foerste nat besluttede vi os for at sove paa stranden – dvs. at man maa selvfoelgelig ikke sove direkte paa stranden da der er tidevandet og selvfoelgelig en del trafik at tage hoejde for. Lidt laengere oppe fandt vi et sted hvor der var god plads til vores telt. Desvaerre var myggene temmelig slemme lige der og da vores panik indkoeb inden faergen ikke inkluderede myggespray mistede vi nok et par liter blod – saadan ca… Paa trods af de irreterende kryb fik vi lavet noget aftensmad og det var vi ikke de eneste der synes duftede godt – for da vi var faerdige med maden opdage vi et par dingoer som rundt om teltet. Dingoer (vilde hunde) er meget almindelige herovre, men man bliver ogsaa advaret om at de godt kan finde paa at angribe mennesker. Det virkede dog ikke som om de var saerlig interesseret i os – nok mere den aftensmad vi allerede havde spist. Naeste morgen koerte vi videre nord paa op ad stranden – op til det skibsvrag i kan se paa billederne. Vraget har naturligvis ligget der i rigtig mange aar, men det var meget svaert at forestille sig at det i sin tid havde vaeret en luksusliner af foerste klasse. Resten af dagen foregik stort set med at afproeve vores lille roede Suzi’s off road evner. Vi hyggede os rigtig med at pine Suzi op og ned af de meget ujaevne sandveje – Rigtig sjovt og saa betyder det jo ikke saa meget af bilens softtop ikke rigtig kunne sidde fast og at den havde mere ratsloer end noget andet koeretoej jeg har koert foer. Det er jo ikke vigtigt naar man banker derud af og bilen lyder som om den kan falde fra hinanden hvad tid det skulle vaere . Den naeste nat valgte vi at tilbringe paa en af de etabledere campingpladser – her havde vi ogsaa mulighed for at faa et meget tiltraengt bad. Igen blev teltet slaaet op og gasbraenderen fundet frem saa vi kunne tilberede den meget laekre pasta-med-poelse ret. Nattesoevnen var ikke specielt god men saadan er det jo at sove i telt. Dagen efter var vores sidste paa Fraser og vi skulle med faergen over til Hervey Bay igen. Da skiltningen ikke er overvaelgende god paa oeen endte vi med at koere temmelig forkert og efter en omvej paa et par timer naaede vi lige at faa en sidste lille dukkert i en af soeerne – god afslutning paa en rigtig sjov tur.

Saa kom tiden hvor vi for alvor kunne maerke paa egen haand at Australien er et stort land. Vi besluttede os nemlig for at koere hele vejen op til Airlie Beach – en tur paa 14 timer i bussen. 14 meget lange timer og naar man som mig ikke er skabt til at sove i en bus er saadan en omgang rent tortur. Vi overlevede dog og fandt os et par senge paa et hostel i byen. Airlie Beach er stedet man sejler fra naar man skal ud til det meget eftertragtede Whitsundays. Dette er en stor gruppe oeer som alle er inddraget til nationalpark. Man kan se nogle virkelig flotte strande derude og selvfoelgelig dykke/snokle paa Great Barrier Reef. Vi fandt en baadtur paa 3 dage som vi syntes loed spaendende og saa hoppede vi ombord. Baaden var af aeldre dato, men egentlig meget charmerende. Vi var omkring 25 personer paa baaden og sejlede ellers rundt om de mange flotte oeer. Anden dag stoppede vi ved Whitehaven Beach som nok maa betegnes som en af verdens bedste. Desvaerre for os var det temmelig overskyet saa det virkede ikke helt som den postkort strand vi havde haabet paa. Da det var saesson for stingers i Quennsland er det langt fra klogt at bade – de smaa dyr kan naemt slaa mennesker ihjel blot ved en enkelt beroering. De kloge australier havde dog taenkt paa det hele og har til formaalet opfundet en dragt der mindske risikoen en hel del. Vi kom alle i saadan en dragt og saa kunne vi alligevel nyde vandet. I den tur vi havde koebt var der inkluderet et intro dyk. Vi havde jo allerede planlagt at skulle tage et certifikat oppe ved cairns, men det kunne jo aldrig skade at proeve det af hernede ogsaa. Dykket var desvaerre meger kort og vores instruktoer havde lidt problemer med at finde den rigtige maengde bly til mig. Det gav nogle lidt sjove situationer hvor jeg naermest skoed mod overfladen fordi jeg ikke havde nok vaegt paa. Alt i alt noed jeg dog turen under vand – vi saa med egne oejne hvor fantastisk Great Barrier Reet er. Vi snoklede ogsaa en del og selv om man ikke faar helt saa meget ud af det som at dykke, saa var det bestemt ogsaa fantastisk at svoemme rundt sammen med de mange flotte fisk. Om aftenen paa baaden var der ikke meget andet at lave end at faa nogle oeller sammen med de andre – go stemning.

Efter de tre dage var vi igen paa land i Airlie Beach og efter en overnatning i en bedre seng valgte vi at fortsaette rejsen nord paa. Dennegang var afstanden kun godt 4 timer saa ingen alarm der. Den mellem store by Townsville var maalet og vi havde egentlig ikke planer om at opholde os i byen, men istedet paa Magnetic Island. Denne lille oe er lidt af en tilflugtssted naar man gerne vil vaek fra byens stress – for stress er der bestemt ikke herude – meget afslappet stemning. Vi valgte at bo paa et meget alternativ hostel. Vi boede i bedste bongalov stil sammen med en del af Australiens dyreliv. Meget charmerende sted hvor man ikke skulle vaere overrasket over at se en possum eller to paa vaerelserne – geckoer loeb i massevis rundt paa vaegene og papegoejerne underholdte i stor stil med deres sang/larm udenfor. Det var bestemt et spaendende sted hvor man ogsa kunne nyde badet sammen med et par froeer og en familie af graeshopper. Det var lige til et nyt afsnit af “Bubber og BS” . Meget tilfaeldigt moedte vi to danske piger paa samme hostel som vi efterhaanden har rendt ind i mange gange foer – ogsaa helt tilbage paa New Zealand. Vi besluttede derfor at vi ligesaa godt kunne slaa noget tid ihjel sammen – derfor lejede vi at par tomands kajaker og padlede ellers afsted. Vi fandt et par rigtig laekre strande som man kun kunne komme til fra vandet af og her pustede vi lidt ud og noed solens straaler. Efter 4 timer, en rigtig god tur og 8 meget lange arme var vi igen tilbage ved udgangspunktet. Traette som vi var skete der ikke meget mere den dag. Dagen efter sagde vi farvel til Magnetic Island og tog faergen tilbage til Townsville igen. Her ventede vi en times tid paa vores bus der skulle koere hos hele vejen op til Cairns. 6 timer paa bussen i denne omgang var hvad der skulle til og vi ankom i Cairns om aftenen.

I Cairns skulle vi igen igennem en udvaelgelses proces for som sagt saa ville vi jo gerne have et dykkercertifikat. Tilbudene var mange og firmaerne stod naermest i koe for at tilbyde deres produkter. Prisen var jo ogsaa vigtig men vi blev enige om at det ikke skulle vaere det afgoerende. Vi ville hellere betale et par dollars mere og saa faa en 100 procent professeionel behandling. Det firma vi valgte var ikke de billigste men af omtale nok det bedste. Hele pakken inkluderede al den noedvendige teori/proeve, pooltraening og derudover 3 dage paa en luksus yacht ude paa revet. De to foerste dage foregik i klassevaerelset og i poolen. Her skulle vi selvfoelgelig igennem en masse oevelser og teori, men selvom det var nogle meget lange dage havde vi det rigtig sjovt. Instruktoerene var de herligste mennesker og de gjorde et godt stykke arbejde med at goere os fortrolige med udstyeret. Da vi om aftenen paa anden dagen alle havde bestaaet teorien blev vi koert ned til at sted der hedder “Reef Teach” og som navnet antyder saa laerte vi lidt om hvad vi kunne forvente at se ned i dybet. Der er jo bunker af forskellige fisk, men vi fik lige laert nogle af de grundlaeggende familier at kende. Godt at vaere en anelse forberedt – dog kunne vi altid spoerge vores instruktoer for hun var uddannet biolog. Selvom vi havde det sjovt de foerste par dage kunne vi naturligvis ikke vente til vi skulle ud at proeve teorien af paa aabent vand. Vi sejlede fra Cairns kl 7 om morgenen og var ude ved det foerste omraade 4 timer efter. Vi havde hoert at maden ombord paa baaden var rigtig god og det passede bestemt – og der var rigligt. Faktisk saa spiste vi hele tiden kun lige afbrudt af dykningen selvfoelgelig. Da vi havde faaet den foerste dykker briefing var vi klar til at hoppe i vandet for foerste gang. Det var selvfoelgelig en meget bedre fornemmelse at lave de mange oevelser paa aabent vand naar man samtidig kunne nyde de mange flotte fisk, havskildpadder og et par hajer blev det da ogsaa til. Den foerste dag paa vandet havde vi 3 dyk, men saa var vi ogsaa ved at vaere traette. Naeste morgen blev vi vaekket meget tidligt for at faa mest ud af dagen. Vi havde flyttet os til et andet omraade og inden morgenmaden havde vi allerede vaeret nede foerste gang. Igen brugte vi selvfoelgelig meget tid paa at gennemgaa de oevelser vi ogsaa havde proevet i poolen. Paa anden dagen havde vi 4 dyk og det sidste var et nattedyk. Det var en rigtig sjov fornemmelse at dykke rundt i total moerke med en lille lommelygte i haanden. Lige foer vi hoppede i vandet om aftenen havde skipperen lokket nogle rev-hajer taet paa baaden – selvom man godt ved at de er temmelige ufarlige saa banker ens puls lige i et lidt hoejere gear. Vi kunne da ogsaa se at de var interesseret i at foelge vores bevaegelser og jeg saa 2 af dem kredse om vores gruppe. Da de ikke angriber mennesker er de ufarlige og jeg kunne derfor ligge og nyde synet af de flotte dyr.

Naeste morgen var det igen tidligt op for at komme tidligt i vandet – igen havde vi muligheden for 4 dyk. De to foerste dyk var de sidste vi skulle bruge for at faa certifikatet – de to sidste var frie dyk som vi saa kunne gennemfoere uden instruktoer. Vi saa igen en masse fantastiske fisk, koraller og havskildpadder. Efter de to foerste dyk kunne vi saa endelig gaa i vandet uden at skule bruge luft paa at lave oevelser. Dejligt bare at flyde rundt og nyde omgivelserne. Vores frie dyk gik upaaklageligt og Jesper havde endda et kamera med ned en af gangene – selvom det var svaert at tage gode billeder kom der da et par stykker i kassen. Ja det skal dog siges at paa begge vores frie dyk missede vi kompas pejlingerne tilbage til baaden – det gav os lige et par hunderede meters overflade svoemning . Det var ikke saa skidt at det ikke var godt for noget for paa det allersidste dyk saa vi den mest fantastiske havskildpadde. Selvom det lyder som en rigtig fisker historie saa passer det naar jeg siger at den var stoerre end et normalt sofabord – Bruce var navnet paa den fik vi af vide paa vores briefing og han bor aabenbart lige i det omraade – heldigt nok. Det var bare den perfekte afslutning paa en helt fantastisk tur paa Great Barrier Reef. Nu kan vi tilmed kalde os Padi certificerede dykkere og med vores basis kursus maa vi dykke ned til 18 meter. Det bliver spaendende at proeve det igen et andet sted i verden. Da vi kom paa land igen aftalte vi allesammen at moedes paa en bar i Cairns og det blev saa starten paa en meget vaad aften i byen – Rigtig underholdende fest og sjovt at se instruktoererne med en kaempe skid paa.

Tilbage i Cairns skulle vi jo til at finde ud af hvad der saa skulle ske. Vi kunne godt fornemme at den naeste bustur nok ville blive en af de vaerre. Destinationen vi valgte var Darwin og det betoed derfor at vi maatte bevaege os fra den nordlige oestkyst ind paa midten og hele vejen op nord paa. Planen sagde at denne tur ville tage hele 40 timer – saa kan det godt vaere jeg klagede over 14 timer, men 40 timer i en bus er vanvid. Med et glas sovepiller i haanden og en pude under armen begyndte den lange tur. Vi var tvunget til at koere tilbage til Townsville og derfra skifte til den bus der skulle koere vest paa. Allerede paa det tidspunkt var jeg overordentlig traet af at koere i bus, men det hjalp jo ingenting. Hvis saa bare det havde vaeret noget flot natur vi koerte igennem – men nej det var bare en hel masse “ingenting”. Vi havde selvfoelgelig en hel del stop undervejs og her fik man virkelig en ide om hvor anderledes denne del af landet/folk er i forhold til det vi hidtil havde set. Vi koerte ind i staten Northern Territory og her lever der procentvis mange flere aboriginals end i resten af Australien. Vi moedte da ogsaa en del paa bussen og det var ikke just en fornoejelse – det er som om de alle har en ide om at det er en daarlig ting at gaa i bad. De lugtede simpelthen saa slemt og hvis en 40 timers bustur ikke er slem nok i sig selv – saa hjaelper en konstant stank af sved ikke paa det. Man kan tydelig se at aboriginals slet ikke er en del af det australske samfund – det er selvfoelgelig heller ikke mange aar siden de blev jagtet som vilde dyr. Soergeligt syn at se store familier staa paa gaden og lave absolut ingenting. En ting er helt sikkert og det er at de spytter unger ud som kaniner for selv helt unge piger staar med et barn i armene. Gad vide om de nogensinde bliver en del af samfundet – man kan jo haabe det med aarene bliver ligesom Maui folket paa New Zealand. Vi naaede skam til Darwin og selvom man naermest faldt ud af bussen, saa var det dejligt at faa den koeretur overstaaet.

Det blev da lidt af en omgang – haaber ikke i faldt i soevn over det, men nu fik i da lige en opdatering. Vi har allerede tilbragt en god uge her i Darwin og rejser til Alice Springs imorgen. Vores oplevelser heroppe faar i naeste gang.

Mvh. Jan

11/03 – 07

Hej Allesammen.!

Jeg lovede sidst en masse nyt aevl, saa det skal i faa. Vi ankom til Coffs Harbour sidst paa eftermiddagen og heldigvis virkede airconditionen i bussen hele vejen. Coffs er et sted som saa mange andre byer paa oestkysten. Alle os turister vil nyde de gode strande og forhaabentlig for byen smide en masse penge i de mange cafeer langs kysten – saadan er det jo bare. Da vi ankom til Coffs var vi stadig temmelig maerket af al den sol vi havde faaet i Newcastle – derfor holdte vi lav profil med solbadningen. Heldigvis boede vi paa et nyt og laekkert hostel hvor vi sagtens kunne bruge et par timer naar solen var vaerst. Vi fik dog alligevel bevaeget os udenfor og saa bla. de flotte strande og havneomraadet. Det er utrolig at man kan se helt klart vand og den fineste sandbund i en havn – det er godt nok noget andet end Thyboroen havn. Byen var som saadan ikke noget saerligt saa vi valgte at koere hurtigt videre til Byron Bay. Naar man kommer op paa disse kanter af oestkysten begynder surfermentaliteten for alvor at vise sig. De gamle VW campers fra 60′erne og den ene butik med surfgrej efter den anden fylder godt i gadebilledet. Byron Bay er normalt en lille flaekke med godt 5000 indbyggere, men naar sommeren kommer bliver det antal fordoblet mange gange.

Vi mente det maatte vaere det perfekte sted til at overgive os til surferlivet, men da vi bestemt ikke havde nogen form for erfaring med at staa paa et braet i vandet taenkte vi at det ville vaere klogest at faa et par lektioner. Vi bestilte derfor et 3 timers kursus i at laere kunsten at surfe. Firmaet lovede endda at man nok skulle komme op at staa paa braettet saa helt galt kunne det jo ikke gaa – eller hvad… Vi blev hentet af vores instruktoer sammen med 6 andre og afsted mod stranden det gik. Det foerste stykke tid foregik paa land hvor vi provede teknikken af og vores instruktoer meget taalmodigt viste os igen og igen hvordan vi skulle bevaege os paa braettet. De braet vi brugte var kaempe store hvilket goer det meget lettere at staa op og efter ca. 50 forsoeg (paa land) kunne vi alle teknikken til fulde. Naeste skridt var selvfoelgelig i vandet og vi fik os alle kaempet derud klar til at surfe. Instruktoererne skubbede os alle afsted naar den rigtige boelge kom og faa sekunder senere vaklede vi rundt paa braetet – fantastisk fornemmelse . Der var ingen af os der ville faa topkarakter i stilen, men vi kom skam op og vi har billederne til at bevise det. Jeg sagde jo foer at det ikke kunne gaa helt galt, men Jesper og et par andre blev ramt af nogle dyr der hedder Blue Bottles. Nogle helt almindelig dyr paa disse kanter om sommeren som braender lidt paa samme maade som braendmaend. Jesper foelte sig temmelig sloej og trak lidt tungt efter vejret saa bossen for firmaet kom og koerte ham paa skadestuen. Med lidt hjaelp fra en soed sygeplejeske var han heldigvis saa god som ny efter en lille time.

Det var saa vores foerste forsoeg med surfningen og selvom Jespers tur blev lidt afkortet var det helt vildt sjovt. Der er dog meget lang vej hvis det skal se ud som dem i TV, men jeg er sikker paa at med lidt oevelse skal vi nok komme derop af – eller maaske ikke . Der var rigtig godt gang i Byron Bay ogsaa om aftenen – de mange bare og diskoteker var proppet til bristepunktet hver eneste aften. Sjovt sted men selvom 10 uger er lang tid at rejse i et land saa er vores tidsplan alligevel lidt stram. Derfor maatte vi hellere bevaege os lidt laengere nordpaa. Naeste stop var Surfers Paradise og da det var foerste stop i staten Queensland var det lige naturligvis lige paa den anden side af graensen til New South Wales. I Queensland bruger de ikke sommertid saa her skulle vi stille uret en time tilbage og derfor er tidsforskellen fra Danmark kun 9 timer. Jeg havde egentlig troet at Surfers Paradise bare var en lille flaekke i stil med Byron Bay, men i stedet mindede det mere om Australiens Las Vegas. Et utal af store flotte hoteller placeret helt ud til kysten og et par tilhoerende kasinoer. Lidt af et chok men godt med lidt afveksling. Mange af hotellerne virkede meget oede, men det skylles nok at vi er i den sidste halvdel af sommeren hernede. Vores hostel lignede mest af alt et aeldre hotel fra 70′erne der ikke kunne leve op til nutidens standart og derfor var blevet lavet om til et hostel. Naar det er sagt saa var det faktisk et fint sted med de ting man kan forvente, men absolut heller ikke noget ekstraordinaert luksus. Vi tilbragte selvfoelgelig lidt tid ved den laekre strand, men vi fik dog ikke surfet i denne omgang. Vi boede et stykke vej fra midtbyen men det gjorde nu ikke saa meget for der skete ikke det helt vilde derinde. Rygtet siger ogsaa at Surfers Paradise ikke er hvad det har vaeret. For 5 aar siden var der vist mere gang i stedet ala Byron Bay, men hvad ved jeg.

Sydney var den sidste rigtig store by vi havde vaeret i, men nu da vi var kommet op i Queensland var naeste stop Brisbane – som er statens hovedstad. Meget kan man sige om vestlige storbyer men i bund og grund minder de meget om hinanden. Naar man kun har afsat et par dage eller tre til at se en by er det begreanset hvor meget man kan opleve. Vi fik dog set os lidt omkring og Brisbane er en af de flottere storbyer jeg har set. De har en rigtig laekker park hvor der er lavet en stor kunstig badestrand. Flot sted men ogsaa fyldt godt op. Det passede nemlig lige med at vi var i Brisbane i weekenden. Da vi selvfoelgelig er noed til at planlaegge et skridt frem hele tiden pga. busserne brugte vi lige lidt tid i Brisbane paa at faa lavet en lille plan for vores videre faerd. Vi havde begge store oensker om at komme ud paa Fraser Island og vi proevede derfor at indhente lidt forskellige tilbud. Fraser Island var dog ikke naeste stop efter Brisbane, men lidt tidlig research skader jo ikke. Naeste stop derimod var Noosa Heads. Vi ville ogsaa gerne ud at surfe lidt paa egen haand og Noosa er bestemt ikke et daarligt sted at goere det.

Hvordan det er gaaet kommer jeg lige tilbage til.

Hilsen Jan

7/03 – 07

Saa blev det Australiens tur til at have besoeg af os. Vi landede i Sydney efter en lille kort flyvetur og straks kunne man maerke forskellen. Fra et par og 20 grader til omkringe 30 – det kan altsaa maerkes. Vi havde som saedvanlig kun overvejet at faa styr paa hostel reservationerne paa forhaand, men nej heller ikke denne gang – planlaegning er stadig ikke noget vi goer noget i . Derfor maatte vi jo lige faa det klaret i lufthavnen. Temmelig dumt for de foerste par hostel jeg ringede til var helt optaget. Endelig fandt jeg et par senge til os paa et hostel midt i centrum og folkene der ville heldigvis ogsaa hente os i lufthavnen (god service hernede). Vi valgte at blive i Sydney 4 dage for at kunne naa at se os lidt omkring. Vi kendte selvfoelgelig, som alle andre turister lidt til Sydney i forvejen. Der var da i hverfald noget med et operahus og en lille bro. Ganske rigtigt vi fandt skam begge dele. Operahuset ser godt ud paa billeder, men jeg maa sige at det er en endnu mere imponerende bygning i virkeligheden. Vi brugte nogle timer i havneomraadet og saa derfor bla. ogsaa Sydney Harbour Bridge fra lidt forskellige vinkler. Havneomraadet er ganske paant men der er bestemt heller ingen tvivl om at det er stedet for den mere velhavende del af befolkningen. Et stort udvalg af fine restauranter og selvfoelgelig rigtig mange ejerlejligheder med tilhoerende baadplads – de riges cirkus. Saadan et par fattige backpackere som os kunne ikke helt falde ind i maengden, saa vi bevaegede os i stedet ud til Kings Cross. Dette omraade kan vaere lidt svaert at beskrive, men Kings Cross er en god blanding af goegl, smarte cafeer og maerkevare butikker. Folkene derude var ogsaa markant anderledes end i midtbyen – paa godt og ondt. Da vi var tilbage i midtbyen igen valgte vi at se byen lidt fra oven og meget praktisk saa har i bygget Sydney Tower i centrum. Det var en rigtig flot udsigt vi havde deroppe fra for vejret var heldigvis godt – maaske kan i faa lidt ud af vores billeder. I de 4 dage vi var i Sydney fik vi ogsaa planlagt en tur til Blue Mountains.

Et par timers koersel fra Sydney ligger Blue Mountains Nationalpark. Dette er mest af alt Australiens svar paa USA’ Grand Canyon, men med en masse eukalyptuestraer. Bladene fra disse traer afgiver nogle gasser som goer at bjergene ser meget blaa ud paa afstand – kort og godt deraf navnet Blue Mountains. Vi fandt ud af at det nemmeste ville vaere at tage toget fra Sydney og ud til byen Katoomba. I denne by havde vi hoert at der skulle ligge et rigtig laekkert hostel saa der fik vi bestilt et par naetter. Transporten loeb nok op i smaa 3 timer til Katoomba men vi kom da endelig frem. Gladeligt kunne vi se at hostellet bestemt var af en noget hoejere standard end flertallet vi har overnattet paa og det var dejligt at komme lidt udenfor Sydneys larm. Den efterfoelgende dag valgte vi endnu engang at tage vandreskoene paa og se os omkring i omraadet. Vi fik planlagt en ca. 6 timers gaatur i nationalparken og selvom varmen var meget slem saa noed vi skam udsigten fuldt ud. Godt svedige proevede vi at kaempe os forbi de store flokke af japanere der selvfoelgelig skulle holde pause paa den del af stien der er snaevrest – Det er jo det de kan. Efter turen kunne vi heller ikke ret meget andet end at flade ud med en flaske vand i haanden. Vi havde paa forhaand bestilt en retur billet til Sydney og foer vi vidste af det skulle vi tilbage til storbyen. Dog tog vi kun en enkelt overnatning i Sydney denne gang for vi ville hoppe paa bussen naeste dag og koere nordpaa.

Her i Australien koere vi med Greyhound busserne. Vi har koebt et buspas hvor der ikke er en begraensning paa det antal kilometer vi koere. Passet giver os lov til at koere fra Sydney og saa hele vejen op til Cains, videre vestpaa til Darvin og derfra hele vejen ned igennem midten – laaaaang tur. Det er vores plan at det skal kunne lade sig at goere paa 10 uger, men nu maa vi jo se om vi bliver presset til slut naar vi skal med flyveren fra Sydney igen. Naa men vi fik koert de foerste kilometer med bussen fra Sydney til Newcastle. Denne by er som de fleste af byerne paa oestkysten kendt for dens flotte bade og suft strande – man surfer om dagen og drikker et par oeller om aftenen. Saadan fungere hverdagen hernede for langt de fleste der bor paa hostels taet paa stranden. Det med at surfe havde vi jo ikke den store erfaring i saa vi startede i det smaa med nogle noget mindre bodyboards. Vi laante et par boards og saa afsted til stranden. Som altid saa ser det jo saa fantastisk let ud naar man staar inde paa stranden og kigger ud paa andre, men naar man selv kommer derud gaar det ikke helt saa glat. Oevelse goer som bekendt mester saa vi brugte det meste af dagen paa stranden og blev med tiden helt gode til at fange boelgerne. Selvom vi klogt nok havde smurt os ind i faktor 20, saa var det desvaerre ikke helt nok. Vi blev temmelig roede af den omgang paa stranden og besluttede derfor at holde lidt lav profil med solen de naeste par dage. Derfor hoppede vi paa bussen mod Port Macquarie, men desvaerre for os broed bussens aircon ned efter nogle faa kilometer. Hvis vi ikke havde det varmt foer vi stod paa bussen saa skal jeg da lige love for at vi fik det efter saadan en koeretur. Smaa 4 timer tog turen og vi var rigtige glade for at komme ud af den sauna. Af skade bliver man klog saa vi havde allerede bestilt et par senge paa et hostel i byen og bestyren hentede os tilmed ved busterminalen. Hun kunne godt se paa sadan et par lidende danskere at det eneste der kunne hjaelpe paa situationen var en is, saa selvom klokken var 22 holdte vi ind til en iskiosk og blev koelet af indefra. Det hjalp en hel del, men da vi saa kom ind paa vores vaerelse fandt vi ret hurtigt ud af at det ogsaa var en sauna – et par ventilatore paa overarbejde var slet ikke nok til at faa temeraturen ned.

Det blev ikke til meget nattesoevn i Port Macquarie de to naetter vi var der. Da vi endnu ikke lige var klar til at ligge paa stranden valgte vi at besoege et af de meget faa Koala hospitalet i verdenen. Vi var saa heldige at der ligger et af slagsen i Port Macquarie og at man helt gratis kan komme ind og se de soede smaa dyr blive fodret to gange om dagen. Da hospitalet ikke fungere som en zoo er formaalet naturligvis at slippe dyrende loes i det omraade hvor de er fundet. Da vi kom var vi saa heldige at se en lille unge blive oeeremaerket inden den skulle slippes ud i naturen igen – stakkels lille skrigehals . De smaa dyr er slet ikke til at staa for, men desvaerre er der ikke saa mange tilbage og den australske regering goer aabenbart ikke noget for at bevare antallet af de 60 typer eukalyptuestraer som basserne lever af. Det var rigtig sjovt at se dyrene blive fodret og selvom de sover 20 timer i doegnet fik vi da lige set dem i bevaegelse. Hele hospitalet er drevet paa frivilig basis saa ingen af plejerne er loennet og derfor lever de af donationer – man kan endda adoptere sin egen Koala bjoern og paa den maade hjaelpe dyrerne til at faa det bedre. Store overvejelser blev gjort men nej vi har ikke faaet en Koalabjoern i familien . Vi maatte jo hellere komme videre op ad oestkysten og derfor valgte vi at tage en lille kort 3 timers tur nordpaa til Coffs Harbour.

Det var en lang smoerre i denne omgang, men jeg kommer tilbage med en masse nyt aevl inden laenge.

Med venlig hilsen

Jan

24/02 – 07

G’day Mates..!

Nu har vi snart tilbragt et par uger under solen her i Australien og det maa ogsaa vaere den der er skyld i at vi er blevet lidt dovne. I hver fald saa har jeg jo slet ikke faaet skrevet om den sidste tid vi havde i New Zealand – det maa derfor vaere paa tide at faa gjort noget ved det. (Der er nok nogle af de nye billeder som isaer familien godt kunne taenke sig at faa uddybet – og ja vi var i faengsel for en enkelt nat)

Jo jeg sluttede sidst i Taupo hvor vi var paa vej ud til den oestlige del af nordoeen. Den del af landet der er mindst turistede i NZ. Jorden herude er som i gamle dage stadig opdelt efter hvor meget de enkelte stammer ejer. Vi hoppede paa den lille groenne “East As” minibus om morgenen og derfra gik turen via Rotorua til Te Kaha. Da vi ikke var saa mange paa bussen og vi ikke havde en stram tidsplan tog vi det hele lidt mere afslappet end paa de store Kiwi busser. Vi ankom til Te Kaha sidst paa eftermiddagen og her blev vi budt velkommen af O’Brian Whanau familien (Whanau a Apanui er navnet paa stammen familien tilhoere). Familien havde for et par aar siden valgt at lave deres hjem om til et hostel ligende sted og her skulle vi derfor overnatte. Stedet var i sig selv temmelig idyllisk for familiens hus ligger ca. 50 meter fra stranden, saa vi kunne sidde i dagligstuen og se ud over det flotte blaa/groenne vand. Inden moren i familien var klar med aftensmaden tog vi os lige en dypper i vandet for at koele lidt af. Der var som i kan se paa billederne ogsaa mulighed for at sidde i spaen og nyde den gode udsigt udover havet. Aftensmaden blev spist sammen med familien alt imens familiens hund loeb rundt om spisebordet – noget mere hyggeligt end at spise i et overfyldt koekken paa et stort hostel. Efter maden fik vi et par oeller og da soennen kom hjem fra arbejde fandt han guitaren frem og satte lidt ekstra gang i stemningen. Vores chauffoer Andi var heldigvis kommet med det fantastiske forslag at vi foerst skulle koere derfra kl 10 naeste morgen saa vi havde god mulighed for at sove dejligt laenge. Efter morgenmaden fik vi vinket farvel til familien og vi koerte langs kysten lidt laengere syd paa til Rangitukia.

Paa vejen til Rangitukia kom vi bla. forbi den kirke som i kan se i galleriet. Andi kendte hele historien om kirken og hun kunne bla. fortaelle at det var en lokal familie der havde bygget kirken. Hesten der ligger udenfor kirken er der ikke rigtig nogen foklaring paa. Dyrene paa de egne gaar mere eller mindre frit omkring – det kommer sig ikke saa noeje. Efter et par timer paa bussen kom vi til den bondegaard i Rangitukia hvor vi skulle overnatte. Vi havde inden da meldt os til en ridetur sammen med de andre fra bussen, saa da vi ankom havde de allerede gjort hestene klar til os. Jesper og jeg havde ikke rigtig gjort noget i ridning foer saa vi var naturligvis temmelig spaendte paa hvordan det ville gaa. Heldigvis for os havde vi hoert at de havde et bredt udvalg af heste og der nok skulle vaere et par naesten selvdoede af salgsen til os to. Vi fandt da ogsaa et par hypper og kom endda helskinnet op paa dem. Vi gik et par omgange i folden lige for at faa kickstartet dyrene inden vi red i flok ned paa stranden. Paa stranden fik vi saa muligheden for at give lidt mere gas og som sagt saa gjort. Jeg er ikke sikker paa at min stilkarakter var helt i top, men staerkt gik det (hvis jeg selv skal sige det) . Da der saa efter et stykke tid var samling paa folk igen red vi i flok videre op til foden af bjergene. En kort gaatur i en aa og derfra gik det ellers opad. Efter en sjov stejl tur op paa bjerget holdte vi en lille pause (se evt. galeriet). Vi skulle jo ned af igen og der kom der godt fart i dyrene igen og foer vi vidste af det var vi tilbage paa gaarden. Hele turen tog nok et par timer og det var bestemt en rigtig sjov tur og overraskende nok saa var min bagdel ikke maerket af oplevelsen.

Aftenen brugte vi paa at slappe af ude ved baalet og da braendet slap op koerte vi i bussen ned paa stranden for at hente noget drivtoemmer til af fodre baalet med. Da gaarden ligger midt ude i ingenting var der ikke de store muligheder for at lave saa meget andet end at sidde og nyde varmen fra baalet. Det var nu heller ikke saa skidt. Hyggelig dag paa landet. Da Rangitukia ligger saa langt oest paa som man kan komme i verden er det derfor ogsaa her man har muligheden for at se solopgangen som nogle af de foerste. Det var selvfoelgelig en oplevelse vi ikke kunne gaa glip af. Derfor stod vi frygtelig tidlig op naeste morgen og gik op paa en bakke for at vaere nogle af de foerste i verden til at se solen staa op den Soendag morgen. Saa kan jeg da ogsaa krydse den af under unikke oplevelser i New Zealand.

Naeste dag paa East As turen koerte vi til Napier. Her havde vi hoert om et nedlagt faengsel der nu var blevet lavet om til et hostel. Hmm ja hvis man taenker over det saa lyder det temmelig tosset at vi ville betale for at overnatte i et faengsel. Det var dog saa spoegs en ting at det maatte proeves. Vi var i alt 4 fra bussen der valgte at bure os frivilligt inde. Det var ca. 10 aar siden at faengslet var blevet nedlagt, men som i kan se paa billederne var en del af det gamle inventar stadig intakt. Vi sov i det rum der i sin tid var blevet brugt som messe, men hvis vi havde betalt lidt ekstra kunne vi skam ogsaa have overnattet i en af cellerne – taenk sig at man skal betale ekstra for at sove i en celle… Naa men natten gik stille og roligt helt uden onde droemme. Naeste morgen fik vi en rundvisning af en lokal gut der kendte hele faengslets historie. Han kunne fortaelle om de mange hundrede fanger der var blevet haengt ude i gaarden alt imens lokalbefolkningen kunne staar og kigge paa oppe fra toppen af muren. Nogle af fangerne var tilmed blevet begravet i gaarden, saa man kan faktisk ogsaa sige at vi boede paa en kirkegaard – been there done that.

Dagen efter koerte vi tilbage til Taupo og det var derfor enden paa en rigtig sjov East As tur. Da vi allerede havde set hvad Taupo har at byde paa besluttede vi os for at koere videre med Kiwi bussen naeste morgen. Vores plan derfra var at blive i Auckland et par dage og derefter koere helt op til den nordlige del af nordoeen. Den nordlige spids af NZ var da ogsaa i store traek det eneste vi manglede, saa vi glaedede os meget til at komme op til Bay of Islands. Omraadet bestaar af 144 smaa og store oeer der tilsammen danner noget fantastisk natur. Bay of Island er det omraade i NZ der har naestflest solskinstimer om aaret. Paa papiret lyder det jo som et helt fantastisk sted, men desvaerre var vi ikke saerlig heldige med det tidspunkt vi havde valgt. Dagen foer vi koerte derop havde det aabenbart regnet helt vildt og de store maengder vand havde skyllet en bro vaek. Den dag vi koerte derop var foerste gang i de 7 aar turen har eksisteret at bussen ikke kunne komme hele vejen op til spidsen – det er da daarlig timing!. Vi kom dog stadig op til Paihia hvor vi overnattede 3 naetter. Da vi ikke kunne komme hele vejen op koerte vores chauffoer os istedet lidt rundt i omraadet og vi saa bla. 90 mile beach og var til lidt vinsmagning. Paihia var en udemaerket lille by hvor vejret de efterfoelgende dage heldigvis blev en del bedre og vi hoppede derfor paa en jetbaad og fik en god frisk tur rundt i omraadet. Det blev ogsaa til en parasailing tur saa vi kunne se nogle af de 144 oeer fra oven. Det var jo desvaerre ikke det bedste tidspunkt at besoege Bay of Islands men vores tid i NZ var ved at forbi, saa vi var noedsaget til at tage bussen tilbage i Auckland hvor vi skulle flyve fra. I New Zealand har de en lov der siger at man altid skal medbringe 25 dollars i kontanter i lufthavnen naar man skal flyve ud af landet. Temmelig spoegs lov men det er en afgift alle er noedsaget til at betale inden de kan forlade landet saa det skulle selvfoelgelig ogsaa skrives paa huskelisten. Vi brugte lige en dags tid paa at faa styr paa vores ting inden vi skulle flyve til Sydney – en komplet ompakningen af tasken var noedvendig (igen) .

Det var derfor enden paa New Zealand delen af vores rejse og sikke da nogle oplevelser vi kan tage os med videre. Fantastisk land at rejse rundt i. Vi er vist begge glade for at vi valgte at bruge 2 maaneder her for det var bestemt ikke for laenge.

Mange hilsner fra Jan

P.S. Lotte du maa ogsaa have en fortsat god rundrejse i Thailand de naeste par maaneder. Det lyder som et meget spaendende land. Nyd det…!

Jeg haaber i derhjemme nyder alt den sne i har faaet. Her i Australien er det nok ca. 30 grader og jeg maa indroemme at jeg bestemt ikke vil bytte.

11/02 – 07

Hello Friends

Saa er der kun et par dage til vi flyver til Australien og det betyder jo derfor ogsaa at vi skal forlade New Zealand. Det bliver nok lidt svaert for det er bestemt et rigtig laekkert land at rejse rundt i. Landet har utrolig mange flotte steder og menneskerne er meget flinke og hjaelpsomme. Turisme er da ogsaa landets stoerste indtaegtskilde saa de lokale skruer nok lidt ekstra op for charmen saa vi kan smide en dollar eller to mere i statskassen .

Jeg maa tilstaa at jeg har vaeret temmelig sloeset til at faa opdateret min dagbog den seneste maaneds tid, saa det betyder nok at jeg er et par uger bagud i det jeg skriver til jer (men det er jo ferie, saa et par uger fra eller til goer vel ikke det helt store) . Jeg sluttede sidst i Christchurch og derfra gik turen laengere op nord paa til Kaikoura. Denne tur paa den groenne Kiwi bus var en lille kort en af slagsen, saa vi ankom til Kaikoura foerst paa eftermiddagen. Byen er som saadan ikke noget saerlig men alligevel har de formaaet at traekke en masse turister til. I sin tid var Kaikoura et makka for hval fangst i New Zealand da vandet bliver meget dybt kun et par kilometer ud for kysten. Det tiltraekker en hel del hvaler til omraadet, men da den industri blev forbudt for omkring 40 aar siden gik det ogsaa tilbage for byen. Idag tjaener Kaikoura dog penge paa hvalerne igen, men kun ved at guide turister som os selv ud paa hvalsafari. Nu havde vi jo allerede set pingviner og delfiner saa vi manglede stadig at krydse hvaler af listen. Derfor besluttede vi os for at springe paa en af baadene og krydse fingre for at der var nogle hvaler i omraadet. Vi kom afsted og der var godt gang i boelgerne den dag, saa vi fik lidt ekstra sjov for pengene. Under turen fortalte vores guide om hvilke hvaler vi kunne forvente at se derude og det lod til at kaskelothvalen er den mest almindelige at spotte. Da vi var kommet ud paa det dybe hav fik vi en melding om at der var set en hval i omraadet, men da de kun er paa overfladen i max 5 min. skulle det gaa lidt hurtigt med at finde den. Vi gik alle ud paa daekket klar til at skyde dyret med vores kamera. Endelig fandt vi det 50 ton tunge dyr i overfladen (Little Nick var hvalens oegenavn) som lagde og slappede af inden han skulle dykke ca. 800 meter ned i dybet for at finde noget foede. Vi gjorde os alle klar til at tage et billede af Little Nicks store halefinne naar han ville dykke og som i kan se i galleriet fik vi da et par stykker i kassen. Der gik ikke mange sekunder foer Nick var vaek igen og derfor gik jagten videre efter endnu en hval. Da der gaar gennemsnitlig halvanden time imellem de kommer op til overfladen var det tvivlsomt at vi havde tid til at spotte en anden. Det lykkedes dog for vores “hval finder” at spore sig frem til en der var paa vej op til overfladen. Saa alt ialt saa vi hele to kaskelothvaler paa vores hvalsafari. Imponerende store dyr og et ganske flot syn naar halefinnen kommer op af vandet. Det er nok svaert at se paa billederne hvor store de egentlig er, men jeg kan roligt sige at et 50 ton dyr fylder paent meget naar man staar et par hundrede meter vaek.

Naeste morgen gik turen videre nordpaa. Det var derfor sidste dag paa sydoen da vi skulle med faergen fra Picton til Wellington. Den godt 3 timer lange faergetur havde vi jo proevet foer og den var ikke blevet mere spaendende siden sidst. Denne gang fik vi da en stol at sidde i saa klage kunne vi jo ikke. Da vi naaede frem til Wellington kiggede vi lige i kalenderen og fik planlagt hvor mange dage vi skulle bruge paa at goere resten af NZ rejsen faerdig. Det gav os nok tid til at blive i Wellington et par dage ekstra og som sagt saa gjort. Da det var anden gang vi var i Wellington kendte vi jo lidt til byen, men denne gang boede vi paa et andet hostel. Det var et betydeligt bedre sted og det var nok med til at goere helhedsindtrykket af hovedstaden meget bedre end sidst vi var i Wellington. Vi udnyttede de mange cafeer i byen og fik samtidigt nydt den laenge ventede solskin. Da vi nu var kommet op paa nordoen igen havde vi allerede overnattet i mange af de byer som Kiwi bussen ville koere os til. Det gjaldte ogsaa naeste stop som var Taupo (byen med de gennemsnitlige 32 jordskaelv om dagen). Det var i Taupo vi tilbragte juledagene, saa det var omkring halvanden maaned siden vi sidst havde vaeret der. Heldigvis koerte vi en anden vej til Taupo end da vi koerte derfra sidst, saa det gav os mulighed for at se Tongariro National Park fra en anden side. Dagen hvor vi koerte til Taupo skinnede solen heldigvis fra en skyfri himmel, saa det gav os et flot view ud over Mount Tongariro og ikke mindst Mount Ngaurohoe (alias Mount Doom) som vi var oppe at klatre paa sidst vi var i omraadet. Efter vi havde koert nogle kilometer igennem nationalparken fortalte vores chauffoer at New Zealandske specialister lige havde sat straekningen op til hoejeste risiko niveau (Tak info siger man saa). Specialisterne mener at siderne omkring en kaempe lavasoe paa Mount Tongariro kunne kolapse hvad tid det skulle vaere. Det gjorde lige en lidt kedelig transport straekning vaesentlig mere spaendende. Som saa mange andre steder hernede goer man ikke det store ud af at sikre vejene, nej der bliver istedet sat et par advarselsskilte op om at man nok boer holde oeje med en stor lavaflod i omraadet og saa maa folk ellers selv ligge og rode med det . Maaske var det en anelse sarkastisk skrevet, men der er ingen tvivl om at naturen har foerste prioritet overalt i New Zealand. 1 – 0 til naturen

Vi naaede heldigvis sikkert frem til Taupo uden lava i haelene og derfra var vi klar til at komme ud paa “East As” Inden da havde vi lige en ekstra dag i Taupo hvor vi lejede et par cykler og cyklede lidt udenfor byen til “The Craters of the Moon”. Dette er endnu en park med termisk aktivitet og et par mudpools. Da vi havde faaet nok af den kraftige lugt af raaden aeg koerte vi tilbage til byen hvor vi gjorde os klar til at komme saa langt oest paa som muligt. Som jeg naevnte foer saa havde vi bestilt plads paa “East As” bussen og det er en tur paa 4 dage hvor man kommer ud til den oestlige del af nordoen. Ud til de helt smaa byer hvor telefondaekning og koebmaend ikke er en selvfoelge og ikke mindst faa lejlighed til at moede nogle af de lokale maui familier.

Dette var de sidste ord i denne omgang og selvom jeg stadig er bagud i skrivningen saa vender jeg helt sikker tilbage naar vi lander paa australsk jord.

Mange hilsner – Jan

05/02 – 07

Hej igen

Jeg undskylder den bratte afslutning sidste gang jeg skrev herinde, men tiden flyver afsted og man kan jo ikke sidde foran en PC hele dagen lang. Nu er vi allerede over halvvejs i rejsen og det er ikke helt til at forstaa hvor de sidste 3 maaneder forsvandt hen, men vi har bestemt faaet mange gode oplevelser med i rygsaekken saa det er jo bare herligt. Jeg sluttede sidst med at skrive lidt om mit bungy jump og det var bestemt det ultimative rush. Da vi var kommet ned paa jorden igen havde vi lige et par dage ekstra i Queenstown hvor vi var lidt ved stranden og ellers slappede af med et par oel eller tre. Vi noed rigtig vejret men begyndte med tiden helt at savne det kolde nord (helt sikkert) og derfor saa vi os noedsaget til at gaa ind paa baren “Minus 5 Degrees” og ja det er en bar hvor der konstant er minus 5 grader. Alt inventar er lavet af is, selv glassene er store isklumper formet som glas. Vi gik jo kun derind fordi vi havde haft en varm, lang og udmattende dag paa stranden, saa det var laekkert at blive koelet af igen . Lidt sjovt var det da, saa vi fik drukket et par drinks paa rigtig eskimo maner.

Efter Queenstown havde vi valgt at hoppe paa “Bottom Bus”. Et privat selskab der samarbejder med Kiwi Experience og som har specialiceret sig i den sydligste del af sydoeen. Ja vi var faktisk saa langt nede at naeste stop var Anarktis. Foerste overnatning paa rundturen var i Dunedin. Dette var i sin tid her hvor de skotske immigranter bosatte dem, saa de satte derfor deres praeg paa byen. Idag er det studenterne der har indtaget gadebilledet. Der ligger et stort universitet i byen og selvom Dunedin ikke er saerlig tiltalende saa synes 20.000 studerende aabenbart at det er stedet at laese. Byen er primaert kendt for fire ting. Universitetet, Cadbury chokolade fabrik, hjemstedet for det NZ kendte Speights bryggeri og ja saa lige Baldwin Street som er verdens stejleste gade. San Francisco var slem, men Baldwin Street traekker taender ud (stakkels postbud). Vi fik oplevet to ud af fire og nej universitetet var ikke en af dem, “skaal” . Efter en enkelt overnatning i Dunedin gik turen i vores lille groenne minibus videre til Invercargill. Paa vejen til denne by havde vi nogle stop. Vi stoppede bla. helt syd paa ved Catlins hvor vi var saa heldige at se delfiner. Faktisk er det de mindste og mest sjaeldne delfiner i verdenen der holder til der og ikke nok med det saa spottede vi ogsaa et par pingviner. Jeg foelte mig jo helt som Poul Thomsen efter saadan en omgang natur oplevelse , nej pjat det var en rigtig spaendende dag ude i den friske luft. Byen Invercargill var som Dunedin heller ikke saerlig spaendende. Faktisk saa tror jeg det er den stoerste spoegelsesby jeg nogensinde har set. Der bor ca. 60.000 i byen, men den loerdag aften hvor vi ankom var der absolut ingen mennesker paa gaden. Hvad de faar tiden til at gaa med i Invercargill melder historien ingenting om, men godt gemt var de. Naeste morgen var det igen op og afsted paa den lille groenne bus. Maalet denne dag var Te Anau, men inden vi kom dertil fik vi muligheden for at komme ud paa en rigtig NZ farm. Jeg har vist naevnt foer at NZ er landet med de 40 mio. faar, saa selvfoelgelig skulle vi lige ud og kigge naermere paa et par stykker af slagsen. Vi ankom til farmen omkring middag og bondemanden tog vaeldig godt imod os. Foer vi vidste af det stod vi alle ifoert gummistoevler og en autentisk 80er jakke klar til at komme ud og fange nogle faar. Ja det med at fange dem passer saa ikke helt for den kaere bondemand havde naturligvis et par hunde til at goere arbejdet for os. Stolt viste han os hvordan man kontrollere hundene og hvordan de er traenet i at udfoere forskellige arbejdsopgaver. Ret imponerende, men det ville ogsaa vaere temmelig surt for manden hvis han skulle loebe rundt paa marken efter alle 3500 faar (men det ville nok se sjovt ud). Efter at hundene havde arbejdet lidt for foeden ved at faa samlet ca. 20 faar i stalden skulle de sorteres efter om de skulle klippes eller ej. Da sorteringen saa var overstaaet viste han os hvordan saadan et faar skulle rundbarberes. Man kunne selvfoelgelig se at han havde proevet den proces foer for det gik paent staerkt, men efter demomstrationen fik vi muligheden for selv at proeve. Jesper gik frisk til den og fik skalperet en god del af det 70 kg. tunge dyr. Det skal dog siges at den havde et par totter her og der saa resultatet var nok ikke til en guldmedalje, men bestemt et godt forsoeg (dyret overlevede da ). Sjov oplevelse alt ialt saa det var en god maade at bruge par timer paa. Efter saadan en omgang landlig idyl koerte vi langs kysten hvor vores chauffoer fortalte lidt om naturen og dyrelivet. Han fortalte os bla. en hel del om Paua som er et skaldyr der er en meget dyr delikatesse hernede. Efter dyret er spist bruger man skallen til at lave smykker af, da mineralerne i skallen skaber nogle virkelig flotte blaa/groenne farver. Vi holdte derefter ind til et lille vaerksted langs kysten hvor vi selv fik muligheden for at lave et par smykker. Desvaerre var Jesper og jeg ikke lige i det kreative hjoerne den dag, saa vi besluttede os for ikke at betale for den fornoejelse . Sidst paa eftermiddagen ankom vi til Te Anau og her slappede vi bare af resten af dagen ved vores hostel ud til New Zealands naest stoerste soe. Endnu en laekker lille plet paa NZ kortet..

Tiden floej afsted og den sidste dag paa Bottom Bus var allerede kommet. Der var lagt op til en god afslutning da vi skulle ud til Milford Sound. Vi skulle afsted tidlig morgen for at komme ud til Fjordland National Park i god tid til at kunne naa den inkluderede baadtur. Landskabet paa vejen derud aendrede sig meget og under store dele af turen var vi omringet af naesten lodrette klippevaegge med flere hunderede meter hoeje vandfald. Meget barsk natur men absolut imponerende flot. Selve vejen ud til Milford Sound er blev bedoemt til at vaere en af de mest risikable straekninger i verden. Det er dog kun om vinteren vejen er slem. De hoeje bjerge der omringer vejen er et perfekt sted for laviner og stenskred, men vi havde nok valgt den gode aarstid for der var nu ikke meget action over vores tur derud. Milford Sound er en fjord der for rigtig mange aar siden blev formet af en kaempe gletscher. Fjorden er omringet af naesten lodrette sider pga den maade isen har arbejdet sig ud mod havet paa og derfor har Milford Sound nogle meget store vandfald. Den dag vi havde valgt at tage derud regnede det (selvfoelgelig fristes man til at sige), men det var maaske heller ikke saa maerkeligt da de faar mellem 6 og 7 metet vand i fjorden om aaret. Vi sejlede lidt frem og tilbage paa baaden og noed omgivelserne, men efter et par timer var vi paa bussen igen og paa vej mod Queenstown. Efter et par overnatninger i Queenstown begyndte vores tur op nord paa mod Christchurch, som ligger paa oest siden af sydoen. Denne tur var en af de laengere, men vejret var heldigvis godt saa vi havde en rigtig flot udsigt ud over nogle flotte blaa soer og med Mount Cook (NZs hoejeste bjerg) i baggrundet. Efter en lang koeretur ankom vi til Christchurch sent paa eftermiddagen. Her fik vi et par senge paa et hostel lige midt i centrum af byen. Vi boede i det hostellet kalder “The Penthouse Dorm” (lyder meget bedre end det var), men saa skulle vi kun dele toilet/bad og koekken med ca 15 andre rejsende (luksus). Byen er en rigtig engelsk by og naar man sammenligner med de andre storbyer i NZ kan man sagtens se at arkitekturen virker mere europaeisk. Da vi ikke havde en presset tidsplan besluttede vi os for at blive 3 dage i byen. Det var nu ikke fordi vi fik lavet saerlig meget i de tre dage, men et besoeg paa byens national historisk museum og en gaatur i byens park blev det da til. I de dage vi var i byen afholdte de en goegler festival saa lidt gratis underholdning paa gaden fik os ogsaa lige ud i det daarlige vejr. Christchurch er egentlig en ganske udemaerket by, men vi kunne maaske have sagt os selv at det ville regne det meste af tiden der, da byen er saa engelsk som det kan blive udenfor storbritaniens graenser.

Jeg slipper lige mine rejseoplevelser for nu i Christchurch, men kommer staerkt tilbage med nye beretninger fra vores rejse tilbage paa nordoen.

Med venlig hilsen

Jan

P.S. Et lidt forsinket men meget stort tillykke til Christina og Lasse med den lille nye knaegt.!

31/01 – 07

Kia Ora.!

Endelig kom vi vaek fra regnvejret paa vestkysten. Som jeg skrev sidst saa regner det fantastisk meget paa den midterste del af vestkysten, saa det var helt dejligt at komme til Queenstown hvor solen skinnede og de ca. 25 grader varmede godt op. Inden vi kom til Queenstown havde vi lige en enkelt overnatning i Wanaka, hvilket er en forholdsvis lille by som ligger ud til soen af samme navn. I Wanaka fik vi en sjaelden oplevelse af luksus. Vores hostel var af en virkelig hoej standard og det var da ogsaa ligefoer det mindede mere om et hotel end et hostel. Eget toilet og bad paa vaerelserne og endda et TV, ja det er indbegrebet af luksus i vores verden . Det var et sted hvor man sagtens kunne bruge et par ekstra dage, men vi besluttede alligevel at koere med bussen videre til Queenstown.

Allerede hjemmefra havde vi besluttet at lave et bungy jump i Queenstown, saa nu var det ved at vaere tid til at finde ud af om nerverne kunne holde. Det var da ogsaa byen hvor det foerste kommercielle bungy jump startede i 1988, saa selvfoelgelig skulle det proeves her. Vi valgte at tilbringe en uges tid i byen, saa vi rigtig kunne nyde solen, men desvaerre var vores hostel ikke af samme hoeje standart som Wanaka. Vores vaerelse var temmelig uheldigt placeret over det lokale diskotek og hernede gaar man i byen 7 dage om ugen, saa det blev ikke til meget nattesoevn (Isaer ikke under deres ugentlige karaoke arangement ). Godt vi ikke var kommet for at sove. A. J. Hackett er navnet paa det firma der styre bungy brancen i Queenstown og de har 3 af slagsen i byen, 43 meter, 47 meter og 134 meter. Jeg har aldrig sprunget bungy foer og man kan jo ligesaa godt starte paa toppen, saa jeg bookede selvfoelgelig den paa 134 meter. The Nevis Highwire er navnet og den har et fritfald paa godt 8 sekunder. Det skulle vist vaere det vildeste man kan proeve indenfor bungy verdenen lige pt. Da dagen endelig kom og vi skulle med bussen ud til springet begyndte nerverne for alvor at melde sig. Vi havde lidt ventetid i Qeenstown inden vi kunne komme afsted og selvom det kun var en times tid saa har jeg nok aldrig vaeret mere rastloes i mit liv. Men endelig kom vi afsted og stemningen blandt alle os springere i bussen var temmelig spaendt. Vi skulle naturligvis en hel del opad og da det var nogle meget smaa bjergveje uden afskaermning var koereturen naesten en oplevelse i sig selv. Chauffoeren holdte mildt sagt et paent tempo hele vejen derop og det gjorde ikke nervoesiteten mindre . Vi kom alle op paa bjerget i live og var klar til at springe. Selve platformen vi skulle springe fra haenger i nogle wire imellem to bjergtoppe og for at komme derud skulle vi med en meget lille svaegebane. Efter vi havde faaet selerne paa blev vi sendt ud til platformen i smaa grupper. Jeg var i en af de foerste grupper og derfor en af de foerste der skulle springe. Jeg havde haabet lidt paa at jeg kunne se et par stykker springe foer mig, saa man lige kunne lure teknikken af. Der var nemlig lidt teknik i springet da man selv skulle udloese selen naar elastikken begyndte at hive en op igen. Ikke desto mindre saa kaldte instuktoeren paa mig med det samme og spurgte om jeg var klar. Foer jeg vidste af det stod jeg med det halve af foederne ude over afgrunden og kunne se de ca. 140 meter ned. En fantastisk flot udsigt, men en anelse svaer at nyde naar man ved at det eneste der forhindre en i at doe er en latex elastik og et par seler om benene. Det hele gik dog saa staerkt og efter instruktoeren havde talt ned fra tre saa var det bare afsted. Det er helt utroligt saa mange tanker der kan flyve igennem ens hoved paa 8 sekunder, men alt ialt var det bare det stoerste sus man kan forestille sig. Fantastisk fornemmelse med saa lang tids frit fald og selvom man ikke kunne nyde udsigten paa vej ned paa grund af farten, saa havde jeg muligheden paa vej op igen, utrolig flot. Selvom det var mange penge at bruge paa meget kort tid saa var det skam det hele vaer. Efter saadan en omgang er man naturligvis temmelig godt oppe at koere resten af dagen, saa det blev lige skyllet ned med et par oeller for at fejre at vi overlevede .

Jeg slutter lige her for nu, men kommer staerkt tilbage med flere oplevelser inden laenge..

P.S. Stort tillykke med foedselsdagen d. 31/1 skat! 25 aar er jo ingen alder. Jeg haaber du blev glad for blomsterne og havde en hyggelig dag sammen med familien. Knus og kram fra mig

23/01 – 07

Hej alle

Saa kom vi ind i det nye aar og endda med et brag af en fest. Som jeg skrev sidst saa fejrede vi nytaaret i NZs hovedstad Wellington og her var der lagt op til den helt store fest. Vi havde ikke paa forhaand lavet nogle planer for dagen, men vi besluttede sammen med en gruppe englaendere at lave en faelles middag. Det var en billig og rigtig hyggelig maade at ordne det paa. Derefter begyndte festivitassen for alvor. Vi endte paa en bar i midtbyen hvor stemningen var paa kogepunktet hvilket maaske kan fornemmes af de “utrolig gode” billeder der blev taget. Sent nat/tidlig morgen kom vi tilbage til hostellet og det var saa enden paa den fest. D 1. var vi som aaltid temmelig oedelagte, saa det blev en af de dage alt helst skal foregaa vandret i sengen. Efter den omgang var vi igen klar til at komme videre og da Wellington er den sydligste by paa nordoeen var det tid til at komme ned paa sydoeen.

Vi skulle med faergen tidlig om morgenen, men vi var bestemt ikke de eneste der havde valgt det tidspunkt at sejle paa for faergen var proppet med passasere. Derfor var vi tvunget til at sidde paa gulvet i de 3 timer turen tog. Da vi endelig ankom til Picton holdte Kiwi bussen som aftalt og ventede paa os. Fra Picton koerte vi til Nelson, som er byen med de officielt fleste solskinstimer i NZ. Det var absolut en statestik vi kunne lide og derfor besluttede vi at bruge en lille uge her. Ikke kun for at nyde solen, men ogsaa for at bruge noget tid i en national park ca. 60 km. uden for byen. Vores oprindelige plan var at bruge 2 – 3 dage ude i Abel Tasman National Park, men desvaerre for os saa var vi midt i hoejsaesonen for besoegende i parken. Det betoed at der ikke var ledige pladser paa teltpladserne i det tidsrum vi havde at goere med. Derfor gik vores plan lidt i vasken for nu kunne vi ikke overnatte derude. Helt snydt blev vi dog ikke, da vi i stedet for at koebe et campingpas til flere dage besluttede at koebe en billet til en enkelt dag. Denne billet inkluderede bus fra Nelson til den sydligste del af parken, vandtaxa op langs kysten til den midterste del at parken og selvfoelgelig bus tilbage til Nelson igen. Abel Tasman Park er et helt fantastisk flot sted og da vi hoppede af vandtaxaen kunne vi rigtig nyde gaaturen paa de godt 20 km. tilbage til bussen igen. Naturen er noget som man ellers kun ser paa postkort. Vandet derude er helt utrolig flot og det er nok ogsaa en af grundene til at en del af strandene bliver betegnet som nogle af verdens bedste. Da vi kom tilbage til Nelson igen kunne vi rigtig slappe af de naeste par dage, hvilket var perfekt for vi boede paa et laekkert hostel som hedder Prince Albert . Stedet var ligesom byen meget afslappet og vi brugte da ogsaa en del tid paa at slikke sol i den tilhoerende gaardhave. Den eneste negative ting der er at sige om stedet er at det blev vores foerste bekendskab med sandflies. Disse dyr minder mest af alt om vores tordenfluer, men dem hernede bider vaerre end myg. Det er i bund og grund nogle satans dyr der findes overalt paa den vestlige del af sydoeen. Ubehageligt!

Da vi efter en lille uges tid besluttede at vi ville videre gik turen til Westport. Dette er en gammel industri by hvor der absolut ikke sker noget spaendende, men turen dertil var meget flot. Naturen aendre sig en hel del paa vestkysten og derfor havde vi en del stop undervejs hvor der var mulighed for at tage nogle billeder. Vores chauffoere paa Kiwi bussen kender de enkelte omraader rigtig godt og derfor kan de ofte fortaelle en masse om naturen eller byerne vi koere igennem. Det skal dog siges at de ofte har en meget sarkastisk indgangsvinkel til tingene, saa de er altid ekstra underholdene at hoere paa. Udenfor Westport havde vi muligheden for at leje nogle ATVer, saa vi besluttede at vi ville ud at koere lidt off road. Det var en rigtig sjov tur hvor vi selvfoelgelig blev fuldstaendig mudret til (maaske kan det ses paa billedet). Godt vi kun skulle have en enkelt overnatning i Westport for der skete absolut ingenting spaendende. Vores chauffoer havde aabenbart samme opfattelse, saa for at faa gang i stemningen paa bussen mente han det var paa sin plads at holde en kostumefest naeste aften. Vi ankom dagen efter til et snusket sted kaldet Poo Pub. Dette er et hostel/bodega der ligger ude midt i ingenting og er drevet af en nok 80 aar gammel mand, med langt hvidt skaeg og ingen taender. Det maa siges at vaere en af de mere saerpraegede steder vi har overnattet indtil videre, men det var skam en rigtig sjov fest vi havde der sammen med de andre fra bussen (billederne siger nok alt ).

Selvom vi alle nok var temmelig traette ovenpaa nattens fest skulle vi videre med bussen naeste morgen. Turen gik laengere syd paa til Franz Josef. Denne lille by ligger meget taet paa gletscheren af samme navn. Omdrejningspunket for byen er da ogsaa gletscheren og maaske naermere at guide alle turisterne op og ned af gletscheren. Der er 2 firmaer der har lov til at arbejde paa gletscheren og de har hver isaer lov til at haandtere et bestemt antal turister om aaret. Det er Department Of Conservation (En del af staten der kontrollere alle landets nationalparker) der afgoere hvordan og hvorledes det skal goeres. Gletscheren er den stejleste og hurtigst bevaegende i verden der maa bruges kommercielt. Ret imponerende og ogsaa lidt skraemmende da isen nogle steder flytter sig op til 2,5 meter om dagen. Det betyder derfor ogsaa at guiderne aldrig kan bruge helt den samme vej rundt paa isen og derfor er noed til at “lave” nye stier hver dag. Vi var ikke et oejeblik i tvivl om at vi maatte op paa gletscheren og derfor koebte vi en heldags tur paa 8 timer. Det er nok ikke noget man lige proever igen i den naermeste fremtid, saa vi taenkte at det var med at faa mest muligt ud af det. Desvaerre var vejret ikke saerlig godt (som altid naa vi skal ud at opleve noget ), men oddsene var ogsaa daarlige da det regner 2 ud af 3 dage i denne del af landet. Traels at vi ikke ramte den ene gode dag, men oplevelsen var stadig helt fantastisk. Om morgenen startede vi ud med at faa udleveret alt udstyret og det var alt fra hue til pigsko. Derefter gik vi et par kilometer op til foden af gletscheren hvor vi blev delt op i grupper efter hvor udfordrene man var klar paa ruten skulle vaere. Da vi saa begyndte at gaa derop af kunne vores guide se at han ville faa en haard dag paa arbejde for mange af stierne/trapperne var ikke sikre nok og derfor blev han noed til at hakke dem til igen. Det var et omstaendigt arbejde for ham, men det gav os mulighed for at nyde de mange forskellige formationer af den flotte blaa is. Vores vej paa isen blev selvfoelgelig bestemt 100 procent af guiden og han gjorde et stort arbejde for at give os den bedst mulige oplevelse. Vi fik klatret baade op og ned af lodrette is vaege og igennem ishuler hvor man bestemt ikke skulle lide af klaustroforbi, saa det var en utrolig flot og udfordrene tur. Foer vi kom til New Zealand havde jeg ikke forstillet mig at man kunne klatre paa en gletscher her i landet, men det var bestemt en af de bedste oplevelser indtil videre. Med dem i rygsaekken var vi klar til at komme videre til Queenstown som bliver betegnet som verdens adventure hovedstad nr. 1.

Stort tak for alle nytaarshilsnerne. Det lyder til at alle jer derhjemme har haft en super fest og er kommet helskindet ind i det nye aar. Perfekt..!

Mange hilsner fra Jan

29/12 – 06

Hej Igen

Allerfoerst Glaedelig jul. Lidt forsinket men bedre sent end aldrig, ikk! Jeg haaber i alle har haft en rigtig god juleaften og tak for de mange mails og hilsner her paa siden. Vores jul har vaeret temmelig anderledes men det skal jeg nok vende tilbage til. Jeg sluttede sidst med at skrive at vi var paa vej ud af San Francisco mod Solvang og Solvang er bestemt noget for sig selv. Bygningerne ligner noget der er taget ud af en 50 aar gammel Morten Korch film. Smaa bindingsvaerk huse, et par gamle vindmoeller og en rigtig landsby kirke. Ikke noget der har meget med nutidens Danmark at goere, men sjovt er det da. Vi fik for engangs skyld ordentlig morgenmad hos bager Mortensen, med rundstykker og hvad der ellers hoere til. Bager Mortensen har i sin tid haft bageri i DK men af en eller anden grund flyttede han saa til Solvang. Det hele er selvfoelgelig meget turist baseret, men vi valgte at holde en lille privat julefrokost paa en restaurant i byen. Menuen bestod af smoerrebroed med bla. sild og leverpostej, men desvaerre har de ikke helt forstaaet hvordan rigtig rugbroed skal laves for det var som at tygge i boelgepap. Alt ialt smagte det godt og maette blev vi da. Vi koerte derfra lidt laengere syd paa til LA for her skulle vi jo flyve fra, saa det blev derfor slutningen paa vores rejse i USA. Vores Ford Taurus/Taunus blev afleveret og naeste stop var New Zealand. Flyet smed os af paa nordoeen, naermere bestemt i Auckland. Denne by er landets stoerste med 1/3 af landets befolkning og selvfoelgelig en masse turister som os selv.

New Zealand bliver kaldt “landet med den lange hvide sky”, desvaerre for os har den sky vaeret temmelig graa det meste af tiden og vi har faaet en del regn. Det skal dog ikke vaere brok det hele for vi har skam ogsaa haft nogle rigtig flotte sommer dage med masser af sol og derfor har vores blege kroppe efterhaanden faaet lidt farve . Rigtig mange turister vaelger at koebe eller leje en bil hernede, men vi valgte i stedet at koebe et buspas hos Kiwi Experience. Dette pas giver os mulighed for at rejse rundt paa begge oeer naar vi vil, samtidig er det en god maade til at moede en masse andre unge.

Vi naaede som naevnt til Auckland og her valgte vi at blive en lille uges tid. Ikke fordi byen er specielt spaendende, men vi fik slappet af (det er jo haardt at holde ferie ). Der gik en del fest i den i loebet af ugen, saa vi havde det rigtig sjovt uden at lave det helt store. New Zealand er kendt for flot natur og en masse muligheder for at dyrke ekstremsport, saa vi valgte derfor at springe paa bussen og koere sydoest paa. Paa vores vej til en lille by ved navn Whitianga fik vi en forsmag paa den flotte natur. Vi fik bla. set et par guldminer, nogle skove, et par vulkaner og en strand de kalder for Hotwater Beach. Dette er en strand hvor man har mulighed for at grave ens egen spa i sandet. Hvis man graver de rigtige steder og paa det rigtige tidspunkt fyldes det hul man har gravet med varmt vand fra undergrunden. Rigtig laekkert men vi havde ikke lige taenkt saa langt at en skovl ville vaere et godt redskab i sadan en situation, saa vi naaede desvaerre ikke saa langt med haenderne (hvor dum kan man vaere :-0 ). Fra Whitianga koerte vi med bussen til Rotorua. Denne by er kendt for at have en masse termisk aktivitet. Det vil egentlig sige at der er en hel del naturlig skabte huller i jorden hvor der kommer meget varmt vand op fra. Faktisk saa varmt at man nogle steder overhovedet ikke kan komme i naerheden af det. Vi fik ogsaa set nogle geysere hvilket er foerste gang jeg har set saadan nogle. Rigtig flot og imponerende, men ulempen ved de termiske huller er at der kommer en del svovl med op, saa derfor lugter det meste af byen kraftigt af raadden aeg. Mildt sagt ikke en behagelig lugt, men efter et par dage bliver det skraemmende nok en helt naturlig ting. I Rotorua proevede vi at Zorbe, hvilket gaar ud paa at man bliver smidt ind i en slags kaempe badebold der er pustet op og derefter bliver skubbet ud over en lang bakke. Det lyder maaske maerkeligt at man vil betale penge for det, men det var virkelig sjovt og noget der bare maatte proeves.

Fra Rotorua koerte vi mod en by ved navn Waitomo. By er maaske saa meget sagt for der var stort set kun et hostel og en bar, men man behoever jo heller ikke mere for at klare sig (naesten). I Waitomo proevede vi Black Water Rafting. Virkelig sjov tur 35 meter ned i en kaempe kalkstens grotte hvor vi blev foert op og ned af nogle mindre vandfald. Turen tog smaa 4 timer og var alle pengene vaer. Rafting er stort set ogsaa det eneste byen er kendt for, saa derfor gik turen videre til Taupo. Taupo ligger lige ud til NZs stoerste soe (Lake Taupo) og er en hyggelig by med utrolig mange muligheder for ekstremsport. Vi holdte jul her, men da det er den 25 de holder jul hernede valgte vi at tilbringe den 24 paa en temmelig anderledes maade end vi ville have gjort derhjemme. D. 24 stod vi op kl 05.00 for at tage ud paa det de kalder Tongariro Crossing. Dette bliver betegnet som en af de smukkeste 1 dags hikes i verdenen. Tongariro er en vulkan og den godt 18 km. lange rute ville have os til at bestige skidtet. I en blanding af slud, blaest og sne fik vi gaaet/kladret ruten paa 6 timer. Det var utrolig flot natur og da vi kom ned igen kom solen skam ogsaa frem. Vi kan derfor sige at vi har haft en hvid jul, travet over en vulkan og tilmed ligget og solbadet d 24 december (Den var ikke gaaet i DK). Julen skulle selvfoelgelig fejres d. 25 i stedet og her var vi heldige med at vores hostel ville holde en julefest for alle der boede der. Vi fik noget rigtig godt mad og det var alt ialt en rigtig sjov og hyggelig aften. Den traditionelle danske julemiddag har vi dog ikke faaet, men mon ikke vi kan holde os til naeste aar.

Da julen var overstaaet gik turen videre til River Valley. Dette sted har noget helt fantastisk natur og som navnet antyder ogsaa en flod. Derfor saa vi muligheden for at proeve noget White Water Rafting. Stedet er kendt for at have det der bliver kaldt “Grade 5″ rafting. Det vil sige at det er saa vildt som det maa vaere til turist brug. Der var jo ingen grund til at goere tingene halvt, saa vi maatte jo proeve det vildeste. Smaa 3 timer fik vi tilbragt i gummibaaden med alt udstyret paa, et par ture i vandet og en del naesten lodrette vandfald blev det til inden vi kom i land igen. Fantastisk sjov tur, men ogsaa temmelig udmattende. Godt vi dernaest kun skulle finde en plads i bussen og saa koere til Wellington hvor vi er nu. Wellington er landets hovedstad med godt en halv mio indbyggere. Paa vejen hertil fik vi set en lille del af de 40 mio faar som der skulle vaere her i landet. Det vil sige at der er 10 faar for hver New Zealendere i landet. Her kunne man sikkert koebe en billig uldtroeje, men det er ikke lige det vi har brug for nu for solen skinner og det er omkring 20 grader. Vi vil fejre nytaar her i Wellington, men det er ogsaa det eneste vi har planlagt indtil videre saa jeg skal derfor nok vende tilbage med noget nyt naar vi kommer saa langt…

Jeg haaber i alle faar en rigtig god nytaarsaften med alt hvad der skal til.. Vi er jo 12 timer foran jer derhjemme, saa vi hopper ind i det nye aar foer jer. Dette betyder nok ogsaa at naar i har taget det foerste glas champagne ligger vi med nogle slemme toemmermaend, saa send os lige en helbredende tanke.

Jeg har desvaerre ikke vaeret saa god til at besvare jeres personlige mails, men det skal vaere mit nytaarsforsaet at blive bedre til det. Haaber i er lidt taalmodige og igen tak for alle jeres hilsner her paa hjemmesiden.

Mvh. Jan

8/12 – 06

Hej med jer!

Det er ved at vaere smaa to uger siden jeg sidst har skrevet og der er selvfoelgelig sket meget siden sidst. Paa vores vej til Navada kom vi forbi Hoover Dam, som er en af de stoerste daemninger i verden. Efter et lille stop der og et par billeder koerte vi videre mod Las Vegas. Man maa sige at vi fik oplevet byen paa godt og ondt, men heldigvis mest godt. Las Vegas er en by hvor alt liv foregaar omkring de mange kasinoer og hoteller. Saa snart man bevaeger sig udenfor turist omraaderne er man ikke i tvivl om at stoerstedelen af de lokale ikke er saerlig velhavende. Rigtig mange hjemloese og fattige gaar op og ned af The Strip (gaden med alle kasinoerne, hvis nogen skulle vaere i tvivl) for at tigge. Det bliver temmelig traels at hoere paa i laengden men saadan er det som regl i de stoerste byer herovre, saa man vender sig til det. Las Vegas er uden tvivl en sjov og unik by hvor der altid er gang i den. Vi fik en sjaelden chance for at sove i en god seng. Sahara hed det hotel vi boede paa og selvom det er et af de gamle hoteller/kasinoer i byen saa var standarten meget bedre end det vi ellers bor paa. Kasinoerne blev afproevet, men ikke med den helt store succes. Vi vandt lidt, men gevindsterne blev selvfoelgelig spillet op igen. Klogere er man jo ikke!!! Det samlede regnskab gik nok i minus, men man siger jo ogsaa at kasinoerne altid vinder i den sidste ende. De forskellige kasinoer i byen er meget imponerende. Selve bygningerne og isaer udsmygningen er noget helt specielt. Det hele er meget gennemfoert hvilket man forhaabentlig kan se paa vores billeder. Efter 5 dage i Vegas besluttede vi at koere videre. Om det var fordi vi havde lyst til at se noget andet eller pengene var spillet op melder historien ikke noget om.

Vegas var sjov, men vi valgte dog at koere tilbage til Californien igen. San Francisco var maalet, men vi maatte tage endnu en overnatning i bilen efter en lang dag paa vejen. Med en anelse ondt i ryggen besluttede vi dagen efter at tage en enkelt overnatning i Sacramento. Her fandt vi et hostel saa det var tilbage til de daarlige senge, men trods alt bedre end bilen. Sacramento er en gammel hyggelig by, men bestemt ikke et sted vi kunne bruge laengere tid. I Sacramento fik vi os desvaerre en slem overraskelse. Jesper opdagede at han tidligere paa turen havde faaet kopieret hans kreditkort og at en anden person havde brugt en del penge fra hans konto. Han fik derfor spaerret kortene og meldt det til banken. Paa det tidspunkt kunne jeg ikke med sikkerhed sige om mine kort ogsaa var kopieret, men som det ser ud nu saa har jeg vaeret heldig. Efter en dags tid med lidt daarlig humoer besluttede vi at koere videre. Saa laenge det kun er penge de har taget, saa gaar det nok. Pengene kan erstattes saa det aendre overhovedet ikke paa vores videre rejse. Derfor koerte vi syd vest paa til San Francisco, som ligger et par timers koersel derfra. Her er der noget mere liv i gaderne. Lidt ligesom i New York. Vi bor meget centralt i midtbyen saa derfor behoever vi ikke at bruge bilen. Smaa taette gader og nogle voldsomt stejle bakker kendetegner byen. Ligesom i New York gaar vi meget rundt og vi har faet set de turist attraktioner som vi kendte i forvejen. Golden Gate Bridge, Alcatraz og de klassiske sporvogne er blot nogle af de ting vi har oplevet. Isaer Alcatraz var rigtig sjovt at se og vi brugte da ogsaa nogle timer ude paa oeen. I San Francisco er der rigtig mange smaa cafeer og barre. I aften vil vi ud og proeve et par stykker af dem inden vi koere ud af byen imorgen loerdag. Vi skal naa et fly paa mandag i LA, men inden da vil vi et smut i skoven. Ikke langt fra San Francisco er der nogle skove med kaempe redwoods. Ca. 80 meter hoeje traeer og en diameter paa 5 meter. Folk siger det skulle vaere en “stor” oplevelse, saa det kigger vi lige paa. Derefter koere vi til Solvang, som er en rigtig dansker by. Rygtet siger at man kan koebe rugbroed og frikadeller der, saa det vil jeg saa afgjort se frem til. Solvang ligger et par timer eller tre fra Los Angeles, saa det bliver formentlig noget af det sidste vi oplever i USA inden vi flyver til New Zealand. Det bliver nok ogsaa det sidste i hoere fra mig inden vi lander i Auckland, men i er selvfoelgelig mere end velkommen til at skrive til mig. Det er altid godt med lidt nyt hjemme fra DK.

Hilsen Jan

28/11 – 06

Hej Alle

Saa kom vi over paa vestkysten. Sol, 20 – 25 grader og ingen vind, ja det er lidt underligt i november maaned. Vi startede ud i Los Angeles og her skulle vi ogsaa hente vores leje bil. En Ford Taurus kunne det blive til. Ikke just droemme bilen, men hvad kunne man forvente!?! Solbrillerne paa, radioen taendt og saa var vi ellers paa vejen. Vores gode planlaegning (eller mangel paa samme) havde foert os ud til bydelen Santa Monica. Et laekkert sted for de rige amerikanske strandloever, saa der passede vi jo godt ind . Her valgte vi at blive, men kun fordi vi har bilen. LA er nemlig ikke en by hvor man gaar fra sted til sted. En bil er naesten en noedvendighed, men der er godt nok ogsaa mange af dem.

De fleste kender nok LA for steder som Hollywood, Beverly Hills, Walk of fame osv. Det var ogsaa vores udgangspunkt og derfor skulle det hele jo ses. De ting man har set paa TV blev lige pludselig Live, selv nogle af strandene hvor Baywatch blev optaget fik vi smidt os paa. David Hasselhof var der desvaerre ikke, saa vi turde ikke at gaa i vandet . De omraader af Los Angeles vi fik set naermere paa hoere tydeligt til overklassen. Enormt store huse, virkelig flotte biler og alle de fine butikker (strandvejen i nordsjaelland ligner Vollsmose ved siden af). Naar det er sagt saa bliver det ogsaa temmelig trivielt at kigge paa, saa vi koerte efter ca 4 dage syd paa til San Diego. Dette er en rigtig cool by som er lidt mere afslappet end LA. Surfer livet og den mentalitet er over det hele. Vi boede meget centralt inde i byen, taet paa butikker,cafe’er og barer. Det blev skam udnyttet til fulde, men vi var selvfoelgelig ogsaa ude ved strandene som byen er meget kendt for.

Den 23 november var det Thanksgiving herovre. En helligdag der bliver taget meget serioest. Vi havde i foerste omgang planlagt at koere vaek fra byen den dag, men vi hoerte fra folk at alt ville lukke ned den dag og trafikken nok ville vaere meget slem. Vi valgte i stedet at fejre dagen sammen med en masse unge fra vores hostel. Det var masse frivillige fra byen der havde lavet maden til os og det kostede os kun 5 dollars hver, Vi sluttede dagen af med at tage i byen sammen med nogle andre vi havde moedt i loebet af dagen, saa det var en kanon hyggelig dag med mad i massevis. Vores ophold i San Diego har vaeret rigtig godt og jeg tror vi begge er enige i at det er en by vi gerne vil tilbage til igen, Mexico graensen ligger taet paa byen, men selvom vi overvejede at tage derned et smut valgte vi i stedet at koere nord oest paa til staten Arizona, mod Grand Canyan. Godt 1000 km, med mig bag rettet og en meget kold overnatning i bilen blev det til foer vi kom dertil. Vi fandt et rigtigt amerikansk motel i byen Tusayan hvor vi blev et par dage. Vejret havde aendret sig en del og temperature taet paa frysepunktet om natten skulle vi regne med. Vi fik set Grand Canyan hvilket egentlig er et kaempe hul i jorden, men sikke da et hul. Meget imponerende og absolut den lange tur vaer. Naeste maal var Las Vegas. Fra Tusayan’s 20 gadelamper til Vegas’ neon inferno (sikke da et kulturskift).

Las Vegas skal i nok hoere mere om, men bare ikke i denne omgang. Vi vil nemlig ud og kigge lidt paa byen nu.

mvh. Jan

17/11 – 06

Tiden flyver afsted og nu er de foerste par uger allerede gaaet. Det betyder ogsaa at vores tid i oestlige USA er slut. Det har vaeret en helt fantastisk oplevelse at bo i New York (det er en by man aldrig bliver traet af). Jeg har allerede naevnt nogle af de mange ting vi har oplevet, men langt fra alle. Vi har selvfoelgelig set alle de turist steder der ligger paa Manhatten (hvor vi boede). Jeg kunne godt begynde at remse dem op fra en ende af, men jeg vil hellere fortaelle om de ting der har gjort stoerst indtryk paa mig.

Selve livet i New York har gjort et stort indtryk paa mig. Der er liv i byen lige meget paa hvilket tidspunkt af doegnet du gaar ud paa gaden. Butikkerne har altid aabent og folk myldre rundt paa gaderne. Det kendetegner vel en rigtig storby. I den tid vi har vaeret der har vi nok gaaet i 6 – 7 timer dagligt, ikke fordi Subway’en var brudt sammen, men fordi at den bedste maade at finde de smaa sjove omraader som man virkelig kan huske tilbage paa er til fods.

Nogle af de omraader af byen der har gjort specielt indtryk paa mig er bla. China Town. De smaa taette gader med butikker klemt ind i de mindste lokaler, (hvor der er vilje er der vej, burde vaere deres motto). Utrolig charmerende ogsaa fordi menneskerne der, lever deres liv paa samme maade som de ville have gjort det i deres hjemland (tror jeg da). Ved siden af China Town ligger Little Italy. Dette var (selvfoelgelig) her Italienerne slog sig ned i sin tid og det ser man tydeligt med det italienske flag haengende over alt, selv brandhanerne er malet efter flagets faver. Dette er ogsaa en by i byen, hvis man kan sige saadan. Isaer restauranter er der rigtig mange af her og den italienske national foelelse fornaegter sig ikke. Et andet omraade som Greenwich Village er en rigtigt studenter bydel. Her er de smaa smarte cafeer og barer som er meget charmerende. Der ligger alt fra pladebutikker til moderne genbrugsbutikker (troede ikke det fandtes), hvilket goer stemningen her meget afslappet.

Jeg skal selvfoelgelig ogsaa naevne at vi jo var i Washington i 3 dage. Det var en rigtig god tur hvor vi ogsaa her fik set en hel del paa byen. Her gik vi meget efter alle de monumenter der er bygget i loebet af den amerikanske historie. Nogle af de tidligere praesidenter der har gjort mest for landet har faeet et voldsomt stort monument. Hvilket er meget imponerende, men er man ikke meget historisk interesseret har byen (efter min mening) ikke saa meget andet at byde paa. Vi valgte ogsaa at besoege krigskirkegaarden, hvilket var en kaempe oplevelse. Der var smaa hvide gravsten i helt lige raekker lige saa langt man kunne se og tilmed var der en begravelse igang mens vi var der. Stemningen var selvfoelgelig meget anderledes der end ude i byen, men det kan anbefales at se hvis man er i byen.

Jeg vil til at slutte nu, men jeg kan da lige sige at vi nu er kommet til Los Angeles og vi har faaet vores bil (en lidt kedelig Ford) . Jeg skal nok vende tilbage med lidt info paa hvad vi faar tiden til at gaa med.

Mvh. Jan

PS. Det er solskin, ca. 20 grader og vi gaar selvfoelgelig i shorts

9/11 – 06

Hejsa.

Saa har vi lige faat overstaaet morgenmaden en dejlig omgang cornflakes med maelk. Naesten som at vaere derhjemme

Naa saa skal i lige have en status melding herfra.. Vi bor samme sted som vi skrev sidste gang, men vi arbejder lige nu paa at tage til Washington DC i weekenden. Saa jeg regner med at vi kan finde en bus eller tog vi kan hoppe paa. Vi regner med det bliver en koeretur paa ca. 4 timer hver vej, saa vi tager nok et par overnatninger der.

Vi har selvfoelgelig oplevet en masse herovre som i ogsaa kan se i galleriet, men desvaere er der ikke saa meget orden i billederne endnu. Det skulle vi gerne faa styr paa inden laenge.

Ha det godt

- Jan

PS. Lene din kommentar til Einstein og mig synes jeg ikke helt var fair

5/11 – 06

Hej igen!

Saa har vi haft lidt tid til at se paa byen og dens mange muligheder. I loebet af de sidste par dage har vaeret et par aegte turister, med alt hvad der hoere til.

Igaa loerdag tog vi Subwayen ned til Times Square (ca. 15 min), hvilket bedst kan beskrives som et gigantisk lysshow (der er et par billeder paa vej). Meget imponerende.! Her idag koerte vi laengere ned paa manhatten til Ground Zero hvor vi virkelig kunne se hvor store oedelaeggelser 11/9 foerte med sig. Selv nu efter 5 aar er det kun en stor byggeplads.

Idag har der jo vaeret marathon i byen og det var som alt andet meget stort. 37000 deltagere og tilmed ogsaa et par danske vi lige fik hilst paa. Go Danmark..!

Det er dejligt med de hilsner i har skrevet i gaestebogen og i maa endelige skrive noget mere. Vi er altid sultne after at hoere om det sidste nye fra Danmark og jeres opleveser derhjemme

Naa klokken er snart 18 og vi vil finde noget aftensmad.

Vi skrives ved.

4/11 – 06

Hej allesammen.

Ja saa kom vi afsted. Det hele startede med en forsinkelse fra DSBs side, men det var nu ogsaa forventet. Tiden i Koebenhavn gik utrolig hurtigt, men det var dejligt at vi kunne overnatte hos Britt (Trines soester) paa Noerrebro.

Hele flyveturen herover gik uden problemer. Vi landede i New York (JFK) kl. 19.15 hvillet var omkring midnat i lille Danmark. Vi skulle saa derefter til at finde et sted at bo. Ikke saa svaert i saadan en stor by skulle man tro, men klokken blev alligevel 23.00 inden vi fandt et hostel der hedder HI New York. Det skulle vist vaere verdens stoerste hostel, med over 400 senge. Vi var godt traette da vi ankom, saa det var paa hovedet i seng.

Igaa d. 3/11 besluttede vi at finde et andet sted at bo. Ikke saa langt fra HI New York ligger et andet hostel som hedder Central Park Hostel og her bor vi saa for nu. Det ligger sjovt nok lige op af Central Park paa Manhattan. Det er et godt sted saa vi har booket et par senge for 4 dage.

Indtil nu har vi ikke set saa meget af midtbyen, men planen er at vi tager derned idag og kigger os lidt omkring. Der skal loebes marathon imorgen hvilket vi vil kigge lidt paa, loeberne slutter i Central Park saa det er (naesten) lige uden for doeren.

Der kommer forhaabentlig snart nogle friske billeder, saa kig endelig snart ind paa siden igen..!

24/10 – 06

Hej alle![thumb:17:r]

Så er det lige ved og næsten at vi skal afsted. jeg har lige nu travlt med at ordne alle de småting jeg af en eller anden grund har udsat til sidste øjeblik. Jeg har faktisk ikke rigtig mærket at jeg nu er arbejdsløs og har været det i en lille uge.

Onsdag d. 18/10 sagde jeg nemlig farvel til mit arbejde på Vald. Birn Jernstøberi i Holstebro. Det var faktisk en rigtig hyggelig dag hvor mine kolegaer fra afdelingen havde aftalt at vi skulle ned på en pub i Holstebro og have en enkelt afslutnings øl. Godt initiativ venner..!

Det er temmelig uvirkeligt, at rejsen nu er så tæt på eftersom vi har været i gang med planlægningen i over ét år. Jeg har i løbet af de sidste par måneder fået ordnet de større indkøb, som rygsæk, daypack, kamera, sovepose osv. Nu mangler jeg så alle de små ting der uden tvivl nok skal fylde resten af de 80 liter i min rygsæk ud. Vi modtog vores billet reservation og alle de andre papirer fra MyPlanet i sidste uge, så nu er der (heldigvis) ingen vej tilbage.